Grundtvigs Kirke

I januar 1914 havde komitéen valgt det alligevel. Sigurd Müller skrev hvorfor. Hele kirken ville koste mere, end man turde regne med, men pengene til tårnet kunne nok samles: "Saa bygger vi da Taarnet i Forvisning om, at alle gode danske Mænd og Kvinder, som føler, at de staar i Gæld til Grundtvig, vil bære hver sin Sten til for at vise deres Taknemlighed."

Det er det problem, bygningen svarer på. Elleve års forsøg havde ikke givet en statue, som de, der ville have en, kunne enes om. Så blev mindesmærket noget, de kunne lave sammen i stedet: en kirke, som tusinder af mennesker betalte for, én sten ad gangen.

Statuen forsvandt ikke med det samme. I 1916 ville komitéen stadig stille Niels Skovgaards Grundtvig-statue op inde i kirken eller uden for den. Det skete aldrig. Vi har ikke fundet noget billede af ham i kirken i dag. Det nærmeste er en spøg fra arkitekten, som vi kommer til ved vestfacaden.

En kirke bygges som regel til et sogn. Det gjorde denne ikke.

Den første plan lagde den på Christianshavns Vold, inde i byen. Så standsede Første Verdenskrig indsamlingen, fra august 1914 til 1916. Opråbet fra 1916 nævnte stadig volden. I 1918 havde Jensen-Klint opgivet den, og spørgsmålet var, hvor kirken så skulle stå.

Den 25. marts 1918 nævnte Jensen-Klint det sted, han helst ville bygge: Bispebjerg, en bar bakke ved byens nordlige grænse. Komitéen bad byen om grunden, og byen gav den gratis, på betingelse af at byggeriet gik i gang før 1. oktober 1920. Fristen blev siden rykket. Bakken var gammel bispejord, engang givet til biskop Absalon, og Grundtvig regnede sig til Absalons slægt, selv om slægtsforskere tvivler på det. Vi har ikke fundet nogen i 1918, der gav den forbindelse som grund.

I sommeren 1918 skrev et udvalg med folk fra Kirkeministeriet, kommunen og mindekomitéen, hvad kirken skulle bruges til. Præster fra hele landet skulle kunne prædike i den. Landsmøder skulle kunne samles i den. Rummet under gulvet skulle bruges til folkeoplysning, men aldrig til politiske eller faglige møder. Først til sidst tilføjede udvalget, at et mindre sogn kunne låne kirken til sine gudstjenester. Det var landets kirke først og en sognekirke bagefter. Bispebjerg fik først sit eget sogn i 1927.

Den 12. juni 1918 holdt udvalget møde og besluttede at indstille bakken. På mødet viste kongelig bygningsinspektør Martin Borch, hvor stor sagen var. Han tegnede Jensen-Klints kirke med rødt farvekridt og lagde sin egen Sankt Andreas Kirke fra 1901 hen over den med blåt, i samme målestok.

Jensen-Klint sagde det selv. I 1923 holdt han et lille foredrag om kirkebyggeri for en journalist, og journalisten skrev det ned. Kirken skulle have "noget af den jævne Ensartethed, som f. Eks. kendetegner Sct. Bendts Kirke i Ringsted og Roskilde Domkirke", inde som ude, "men de er altsaa rødstenede, medens denne opføres af lysegule Sten".

Hvorfor netop de to? Fordi det er dér, dansk tegl begynder. Kunsten at brænde mursten blev taget op igen i Norditalien i begyndelsen af 1100-tallet, og den nåede Danmark, sandsynligvis over Tyskland. I 1160'erne blev tegl brugt til klostrene i Sorø og Esrum. Sankt Bendts Kirke i Ringsted blev bygget med Valdemar den Stores støtte, og han ligger begravet dér. Blypladen i hans grav roser ham for at have bygget Dannevirke af "brændte sten". Det var tegl, og det var nyt. Roskilde Domkirke, påbegyndt omkring år 1200 under biskop Peder Sunesen, blev Skandinaviens første gotiske katedral bygget af tegl. Den var med til at sprede teglgotikken i Nordeuropa, og i dag er den på UNESCOs verdensarvsliste.

Teglet forsvandt aldrig igen. I århundreder blev det lavet, hvor der var brug for det, næsten overalt i landet. Fra omkring 1750 til 1850 blev pudsede mure almindelige. Fra anden halvdel af 1800-tallet herskede det blanke murværk igen, til montagebyggeriet tog over i 1960'erne. Grundtvigs Kirke blev bygget midt i den tid. Vi læser Jensen-Klints to navne som en påstand: denne kirke hører til en linje, der går tilbage til Valdemar.

Forfatteren Helge Rode sagde det bedre ved grundstenen i 1921: "Det er Landsbykirken, der er blevet saa stor og rig, at Byen bøjer sig for den og undrer sig over den."

Hvorfor en landsbykirke, til en mand, der boede og prædikede i København? Fordi hans tilhængere for det meste var folk på landet: bønder, lærerne på højskolerne og de valgmenigheder, de grundlagde. Deres kirke var landsbykirken. Vi tror, at Jensen-Klint byggede dem en ved byens kant, på den linje, hvor by og land mødes, som Rode sagde.

De lyse sten var et valg, og Jensen-Klint gav grunden: "Fordi jeg har ment, at denne Kirke, som repræsenterer det lyse Kristendomssyn, ogsaa skulde fremtræde lys i det Ydre." Han indrømmede, at det havde "vakt nogen Modstand i visse Kredse", og regnede med at overvinde den. Han pegede på sin egen Fredens Kirke i Odense, bygget af samme slags sten, som "virker i Afstand og i Sol næsten som hvid".

Selve farven kommer op af jorden. Ler med meget kalk brænder gult. Ler med meget jern brænder rødt. Tæt ved overfladen vasker regnen kalken ud af leret, så det øverste lag giver røde sten, og det dybere ler giver gule. Både de røde og de gule er dansk tegl. Jensen-Klint valgte den lyseste af de to.

Da var tårnets sokkel allerede muret, og lurblæserne stod på den og spillede. Luren er bronzealderens lange horn, og i de år var den blevet et symbol på nationen. Arrangørerne havde trykt 1.500 sangblade, og det var ikke nær nok. En avis kaldte det et kæmpemæssigt folkemøde, hvor byen var kommet ud til landets grænse.

Hvorfor en kirke, og ikke en statue eller en hal? En præst fra landet, Carl Koch fra Ubberup, gav et svar den dag. Kirken, sagde han, "staar gravet ned dybt i Muldet og stiger samtidig med sit Taarn op mod Himmelen. Saaledes var Grundtvigs Gerning." Grundtvig var præst, og hans salmer synges i kirken. En kirke er det ene mindesmærke, hvor hans værk bliver ved med at blive brugt.

Hovedtalen blev holdt af Helge Rode. "Her, hvor By og Land mødes, rejser Mindekirken sig," sagde han. "Den skal minde Byen om, at under dens Sten og Asfalt er et Muld, vi ikke kan glemme."

Det har en pointe. Tre år tidligere, efter krigen, havde den samme Helge Rode foreslået at bygge kirken et helt andet sted: på Dybbøl, til genforeningen med Sønderjylland. Striden splittede komitéen hele 1919. Så kom han til Bispebjerg og holdt talen.

Grundstensdokumentet, skrevet af litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen og tegnet af Jensen-Klint, slutter: "Hans Navn til Minde, Gud til Ære."

Her er ingen kalkmalerier og ingen statuer. Piller, buer og ribbehvælv er alle af lysegule mursten, og det er prædikestolen og alteret også. Sognet skriver, at pillerne blev muret sten for sten i stedet for at blive støbt, og at de indvendige flader blev slebet i hånden.

Hvorfor så nøgent? Vi har ikke fundet et sted, hvor Jensen-Klint forklarer det. Men tænk på hans løfte ved grundstenen: en kirke så god og fin, at der ikke kunne komme en eneste falsk lyd i den. Her er murstenen udsmykningen, og den er lagt så godt, at den ikke behøver noget ovenpå. Den anden halvdel af svaret ligger i, hvordan kirken bliver brugt, og det kommer vi til hen mod slutningen.

Sådan skulle det ikke nødvendigvis have været. Mens tårnet var kirke, fra 1927 til 1940, havde det mest bænke, atten af dem med gavle tegnet af Jensen-Klint. Sognet skriver, at han vist forestillede sig bænke i hele kirken.

Hans søn valgte stole. Kaare Klint tegnede kirkestolen, med sæde af flettet søgræs, til denne kirke og til Bethlehemskirken, den anden kirke, han gjorde færdig for sin far.

Hvorfor stole? Det siger ingen af de kilder, vi har læst. Men Kaare Klint var først og fremmest møbelarkitekt, og han underviste på Kunstakademiets møbelskole fra den startede i 1924. Hans far havde allerede købt små russiske almuestole med flettet sæde til tårnkirken, så sønnen tog noget op, faren var begyndt på. Og en stol kan flyttes. Et rum med bænke bliver, som det blev bygget. Et rum med stole kan forandre sig, og det har dette rum gjort.

Hvorfor hænger der et skib i en kirke? Skikken begyndte med frygt. En sømand i storm eller forlis bad om at blive reddet og lovede Gud en gave, hvis han kom levende hjem. Gaven var en model af hans eget skib. Den slags kaldes votivskibe, af det latinske votum, et løfte. Skikken går tilbage til middelalderen. En af de ældste bevarede modeller er fra omkring år 1400 og hang i en kirke i Ebersdorf i Sachsen, langt fra havet. Den forestiller en kogge, hansetidens handelsskib. Danmarks ældste daterede kirkeskib er yngre: et orlogsskib fra 1632 i Sankt Mortens Kirke i Randers. Senere gav sømænd dem blot til deres hjemsogns kirke, eller til minde om mænd, der blev på havet. Danmark har omkring tusind af dem, flere end noget andet land.

Et skib over menigheden minder den også om at bede for dem, der er på havet. Mange ser mere i det: livets sejlads, fra vuggen til den sidste havn.

Og så er der ordet selv. Det rum, hvor menigheden sidder, hedder skibet, og dette skib hænger i sideskibet. Det samme gælder på engelsk, hvor nave kommer af det latinske navis, skib. Menigheden er besætningen, og den sejler sammen.

Dette skib kom som gave, før kirken blev indviet. Sognet skriver, at kaptajn C. Almsted fra Troense på Tåsinge byggede det i skala 1:35 og gav det til kirken i 1939. Det er en model af en firemastet bark, et stort sejlskib med stålrig, bygget i Glasgow i 1903.

Marstrand siger ikke, hvilken prædikestol han mente. Jensen-Klint døde i 1930, så det var en, han nåede at se. Men den fortæller, hvordan kirken blev bygget: arkitekten på stilladset, med en mursten i hånden, der retter fejlen.

Kirken har to prædikestole, fordi den blev bygget i to tempi. Den ene bærer ord. Rundt om kanten af dens lydhimmel løber én udskåret linje, og den rimer:

Læs Ordet som staar skrevet, men vidn hvad du har levet.

Læs og vidn er bydeformer, ligesom i "kom" og "gå". Ordene hænger lige over præstens hoved. Sognet skriver, at Jensen-Klint selv skrev dem og tegnede bogstaverne. Vi tror, de siger Grundtvigs egen tanke om prædikenen i én linje. Bibelen på papiret er ikke nok. Ordet skal være levende i den, der siger det.

Lysestagen er den mest sigende ting i rummet. Den 29. maj 1861, ved sit 50-års præstejubilæum, fik Grundtvig en syvarmet lysestage. Enkedronning Caroline Amalie overrakte den som gave fra kvinder i Danmark, Norge og Sverige. Den stod for en tanke fra hans lange digt, Christenhedens Syvstjerne: at kristendommen går gennem syv menigheder, ligesom de syv lysestager i Johannes' Åbenbaring. I 1890 gav hans enke stagen til Marmorkirken, og en syvarmet stage på alteret blev kendetegnet for en grundtvigsk menighed. Så lysestagen her siger lige ud, hvis kirke det er.

Denne er af messing, lavet i stil med en stage i forgyldt træ, som Jensen-Klint tegnede til tårnkirken. Den står i dag i krypten.

Døbefonten er Jensen-Klints, hugget i Faxe-kalk. Den er ottekantet og formet af muslingeskaller. Sognet forklarer hvorfor: muslingeskallen og tallet otte er begge gamle symboler på dåben. Fonten var en gave fra Skt. Stefans sogn på Nørrebro, og den stod først i tårnkirken. Dåbskanden er også tegnet af ham.

Det blev bygget i 1965 af Marcussen & Søn, orgelbyggerne i Aabenraa, og facaden er tegnet af Esben Klint, sønnesønnen, som også tegnede lysekronerne. Det blev bygget med 55 stemmer. Sognet daterer det i dag 1965 og 2014 og giver det 59, med fire manualer til hænderne og et pedal til fødderne. En stemme er én af orglets lyde: en hel række piber med sin egen klang, fra en blød fløjte til en skinnende trompet. Organisten trækker stemmerne ud og blander dem, som en maler blander farver. Sognet skriver, at den største pibe, den dybe baspibe til venstre i facaden, er over elleve meter lang, vejer 425 kilo og er Skandinaviens største facadepibe.

Hvorfor så stort et orgel? Vi tror, der er to grunde. Den ene er rummet. Allerede i 1923 kaldte arkitekten den et kirkehus, "der bliver et af Landets største", og i dag kalder sognet rummet katedralt. Et lille orgel ville forsvinde i det. Den anden er sangen. Dette er Grundtvigs kirke, og han huskes for sine salmer. Der skal et stort instrument til at bære en fuld kirke, der synger dem.

Det mindre orgel i nordsiden, nær koret, er ældre. Det blev bygget i 1940, året hvor kirken blev indviet, også af Marcussen, og Kaare Klint tegnede facaden. Sognet giver det 16 stemmer og to manualer.

Der var et orgel her, allerede før skibet. I 1923, mens tårnet stadig voksede, lød planen, at når tårnrummet blev indviet, "saa skal Orgelet tone fra den Orgelniche, der allerede er bygget". Nichen stod klar, før der var en kirke at spille i.

I dag har kirken også et lille kammerorgel fra Holland fra 2019, som kan flyttes derhen, hvor musikken skal bruge det, og et flygel i krypten.

Orglerne bliver brugt meget. Sognet har et kor af ni uddannede, professionelle sangere, og det skriver, at koncerterne her er mange og velbesøgte. Det store orgel er også kendt i udlandet. I 2004 spillede det amerikanske radioprogram Pipedreams en indspilning fra det for sine lyttere: nogle af Carl Nielsens små orgelpræludier, spillet af Elisabeth Westenholz.

Den anden er en skulptur: en stor gipsudgave af Rasmus Harboes Jakobs Kamp med Englen. I Bibelen kæmper Jakob en hel nat med en fremmed og vil ikke give slip, før han bliver velsignet. Hvorfor Harboe valgte netop den fortælling til Grundtvig, har vi ikke fundet. Harboes lille skitse til den var et forslag i konkurrencen i 1912, den der ikke gav nogen førstepræmie. Den store gips blev lavet senere, efter ønske fra Ny Carlsbergfondet. Den blev aldrig Grundtvigs mindesmærke. I begyndelsen af 1980'erne kom den til kirken; kilderne er uenige om det præcise år og om, hvem der gav den. Så et af de mindesmærker, der tabte, står nu under det, der blev bygget. En lille bronze af skitsen, 31 centimeter høj, står på Statens Museum for Kunst.

Pengene kom som gaver, og staten gav det samme, som indsamlingen gav, krone for krone. I 1923 sagde Jensen-Klint, at det lød helt mærkeligt, når der var tale om et af landets største kirkehuse: de havde "kun haft 4 Murersvende og 3 Murerarbejdsmænd i Arbejde". Pengene betalte materialer måned for måned, og ikke hurtigere.

I august 1926 var arbejdet tæt på at gå i stå. Tårnet var næsten færdigt udvendig, og pengene var sluppet op. En avis skrev, at det hverken skyldtes mangel på arbejdskraft eller arbejdslyst, men var "udelukkende Udtryk for den Langsomhed, hvormed Indsamlingen skrider frem". Staten gik med til at betale forud for indsamlingen, og arbejdet fortsatte.

Grundtvigs Kirke er ikke et museum. Det er sognekirke for Bispebjerg, og den hører til folkekirken, den evangelisk-lutherske kirke, som de fleste danskere er medlem af. Grundtvig var selv præst i den.

I en luthersk gudstjeneste er ordet i centrum: læsningerne, prædikenen og salmerne. Vi tror, det er en af grundene til, at et rum uden billeder passer så godt til denne kirke.

En søndag formiddag følger gudstjenesten den orden, folkekirken har fastsat for sine sognekirker. Klokken ringer. Orglet spiller, mens præsten går op til alteret. En fra kirken, ikke præsten, læser indgangsbønnen, mens præsten knæler ved alteret. Så begynder gudstjenesten med en stemme fra menigheden, og præsten beder sammen med den, før han eller hun leder den. Så kommer salmer, bønner og læsninger fra Bibelen. Præsten går op på prædikestolen og prædiker. Efter prædikenen kommer nadveren, de søndage den holdes, med brød og vin ved alteret, sådan som Jesus gav dem til sine disciple ved den sidste nadver. Til sidst rejser menigheden sig, og præsten lyser velsignelsen: "Herren velsigne dig og bevare dig." Den kommer fra Fjerde Mosebog, hvor Gud giver den til Moses, så præsterne kan velsigne folket med den. Dens ord er også den ældste bibeltekst, der nogensinde er fundet, på to små sølvruller, der blev lagt i jorden i Jerusalem omkring år 600 før Kristus.

Tallene på tavlen er dagens salmer, fra Den Danske Salmebog. Mange af salmerne i den bog er Grundtvigs egne. Så i hans mindekirke, som i alle danske kirker, synger folk hans ord.

En af hans salmer kunne være skrevet til netop denne bygning. Grundtvig udgav den i 1837, og en bearbejdet udgave står stadig i salmebogen: Kirken den er et gammelt hus. Den begynder med en kirke, hvis tårne kan falde, mens klokkerne stadig kimer og kalder. Tredje vers siger, hvad en kirke egentlig er. Her er det med hans egen stavemåde fra 1837. Salmebogen har i dag Guds, hvor han skrev Hans.

Vi er Hans Huus og Kirke nu, / Bygget af levende Stene, / Som under Kors med ærlig Hu / Troen og Daaben forene.

Den melodi, de fleste danskere synger den på, er af den norske organist Ludvig Lindeman, fra 1840.

Vi tror, ingen salme passer bedre til denne kirke. Den blev betalt af tusinder af mennesker, én gave ad gangen, og den har én klokke, hvor der var planlagt fem. Grundtvigs egne ord siger, at murstenene aldrig var pointen. Kirken er de mennesker, der er i den.

Hver onsdag kl. 12 er der en kortere gudstjeneste: en halv time med orgelmusik, en betragtning og en salme, holdt i kirkens vestende. Bagefter er der kaffe eller te.

Folk kommer også ind alene for at bede. I sideskibet står en bakke med sand, hvor alle kan tænde et lys. Et lys er en bøn, man kan lade blive: man tænder det for nogen, og det brænder videre, når man er gået.

Kirken har ændret sig meget lidt siden 1940. Lysekronerne kom omkring 1960 og det store orgel i 1965. Kommunens byggesager viser køkken og trappelifte i krypten i 1986 og et underjordisk kapel fra 2004 til 2006. Næsten alt andet står, som familien Klint efterlod det.

Hverken kirken eller ringen er fredet. Kirken er beskyttet af loven om folkekirkens kirkebygninger, og ringen af en bevarende lokalplan fra 2015, der holder husene, som de er.

Kirken er åben for besøgende de fleste hverdage. Sognet regner med omkring 30.000 besøgende om året. De kommer for at bede, høre orglet, se bygningen eller til en dåb. Arkitektstuderende kommer fra udlandet, og danske murerlærlinge kommer et par gange om året for at studere murværket. Der er ingen rundgang under gudstjenester, og åbningstiderne skifter fra uge til uge, så se kirkens hjemmeside, før du tager af sted. Offentlige rundvisninger, på dansk, begynder med et oplæg på en halv time ved en guide. Private rundvisninger kan også aftales; kirkens hjemmeside fortæller hvordan.

• Svea-Yvonne Plaetner, "Fra Bøgebjerg til Bispebjerg. Grundtvigskirkens forhistorie", Kirkehistoriske Samlinger 1994, s. 151–184
• Jacob Marstrand, Grundtvigs Mindekirke paa Bispebjerg, København: Gyldendal 1932
• Nationaltidende, 18. maj 1921, 9. september 1921 og 4. december 1922
• Berlingske Tidende, 13. juni 1918
• Aarhus Amtstidende, 2. september 1923, "Grundtvigs Mindekirke. Et Besøg paa Byggepladsen og en Samtale med Arkitekt Jensen Klint"
• Aarhuus Stifts-Tidende, 15. januar 1921
• København, 12. august 1926
• Grundtvigs Kirke, sognets historie, grundtvigskirke.dk
• Grundtvigs Kirke, grundtvigskirke.dk: siderne om kirkens inventar, besøgende, åbningstider, musikandagter, vielse og rundvisninger (læst 30. oktober 2026)
• Folkekirken, "Sådan foregår gudstjenesten", folkekirken.dk, og højmesseordningen autoriseret 1992
• Danmarks Riges Grundlov, § 4
• Vibeke Bidstrup, "Grundtvig og den syvarmede lysestage", Grundtvigs Kirke, kirkebladet november–december 2024
• Dansk Jødisk Museum, "Den syvarmede lysestages historie i Danmark", med citat fra Fr. Barfod, Mindeblade om Grundtvigs Jubelfest, 1861
• lex.dk, "kirkeskib"; Henning Henningsen om søfolks votivskibe, Handels- og Søfartsmuseets årbog
• Wolfgang Steusloff om koggemodellen fra Ebersdorf, Deutsches Schiffahrtsarchiv 6, 1983; kirkeskibene i Ribe amt, Fra Ribe Amt (tidsskrift.dk), for Randers-skibet fra 1632
• lex.dk, "tegl (Historie)", "Valdemarsmuren", "Sankt Bendts Kirke" (2026) og "Roskilde Domkirke"; Syddansk Universitet, teglsten fra Ringsted og Sorø dateret, 2025; Kuml (tidsskrift.dk) om Sankt Bendts Kirke i Ringsted; Store norske leksikon, "Roskilde domkirke"; GEUS-rapport 2001/134 om rødt og gult teglværksler
• Grundtvigs Kirke, opslag af stillingen som 2. organist, 2025, for instrumenterne, koret og koncerterne; grundtvigskirke.dk for den største pibe; Pipedreams, "Great Danes", 9. februar 2004
• N.F.S. Grundtvig, "Kirken det er et gammelt Huus", Sang-Værk til den danske Kirke 1 (1837), nr. 22, i udgaven 1944–64, Arkiv for Dansk Litteratur (tekster.kb.dk); Den Danske Salmebog, nr. 323; om Lindemans melodi fra 1840, lokalhistoriewiki.no, "L.M. Lindeman"
• Bibelen: Joh 15,5 (vintræet), 4 Mos 6,24–26 (velsignelsen), Åb 1,20 (de syv lysestager), 1 Mos 32 (Jakob)
• Københavns Kommune, byggesager for kirken og På Bjerget (FilArkiv), 1921–2006, bl.a. UT6412, UT6428 og UT7765
• Det Kgl. Bibliotek, Arkitektursamlingen: Jensen-Klints konkurrence- og kirketegninger og Martin Borchs ark fra 12. juni 1918 (16327 a–l)
• Det Kgl. Bibliotek og Københavns Museum, historiske fotografier, krediteret ved hvert billede
• Statens Museum for Kunst, KMS5768 (Harboes skitse i bronze)
• Københavns Borgerrepræsentation, lokalplan 517 (26. marts 2015) og beslutningen af 19. september 2024
• lex.dk og Trap Danmark om P.V. Jensen-Klint, Kaare Klint og Martin Borch
• Hvor vi ledte og intet fandt: murernes navne; et fotografi af klokken; de præcise linjer på klokken, som her er gengivet, sådan som sognet gengiver dem
• Senest kontrolleret: 31. oktober 2026, mod hver påstand, som uafhængige kontrollanter har prøvet